Venue App
1. marts 2022
Venue App har været gennem en omfattende fornyelseskur, hvor det hele er kodet forfra og designet er frisket betragteligt op. – Vi var stolte af funktionaliteten, men den så gammeldags ud, siger Product Manager Mathilde Kjerulf Ravn, som har stået i spidsen for at forny appen.
Selvom den faktisk kun er godt fem år gammel, så er det tydeligt at se fornyelsen. – Meget pænere og mere lækker, kalder Mathilde det, tydeligt godt tilfreds med resultatet.
Funktionaliteten i Venue App er bevaret, men der er optimeret på flere områder. Hvor klubberne tidligere skulle vælge ét billede til at repræsentere alle sæsonkorttyper, kan der i den nye version vælges et billede per korttype. På den måde bliver det nemmere for brugeren for eksempel at skelne sit voksenkort fra barnekort. Samtidig kan klubberne promovere hver korttype forskelligt og for eksempel introducere sponsorpladser på almindelige sæsonkort. Det øger mulighederne for at aktivere sponsorater.
I navigationsmenuen nederst i appen var der tidligere kun plads til fem genveje. Nu kan kunderne vælge så mange de vil og skal blot prioritere, hvilke der vises i første skærmbillede. Resten ligger under ’more’.
Det er også blevet nemmere for skannerpersonalet at aflæse billettypen på den digitale billet. I den nye version vises der en farvet ramme omkring billettens QR-kode og ikke kun en tekst, der skal læses. Det gør det for eksempel lettere at have styr på, om det nu også er børn, der bruger en børnebillet eller at bede om at se studiekort, hvis billetten er købt til studerende.
Multiplatformssikret
En anden fornyelse ligger gemt i selve koden til appen. I stedet for at skulle kodes i forskellige versioner til iOS og Android, er appen lavet til multiplatformsbrug via Googles Flutter. Det gør appens arkitektur mere strømlinet og robust. Samtidig bliver det nemmere at lave tilpasninger, der slår igennem på alle de forskellige platforme, som bruges. Det sikrer også fuldstændig overensstemmelse mellem brugeroplevelsen på iOS og Android.
Den nye version af appen er dels testet internt af Venue Managers folk, dels prøvet af hos kunder, som har meldt sig til at teste. Den tilpasses hver enkelt kunde og rulles løbende ud hen over foråret.